Arkiv

Organiske opløsningsmidler.

Organiske opløsningsmidler optages igennem den luft som du indånder. Nede i lungerne optages de af blodet, og føres med blodet op til hjernen. Sådanne opløsningsmidler er flygtige stoffer, det vil sige at de fordamper meget hurtig selv ved lave temperaturer. De har tillige den egenskab at de især opløser fedt. Det er derfor farligt at indånde dem. Det skyldes at vores celle membraner består af fedt, og hvis celle membranen ødelægges, så dør cellen, og den vil ikke kunne gendannes. Så når man indånder organiske opløsningsmidler, her under lighter gas, så ødelægger man noget inde i hjernen. Samtidig får man en slags rus, nærmest som om at man var fuld, men den varer ikke så længe. Men virkningen i hjernen varer hele livet. Desværre foregår det så langsomt, at man ikke selv er klar over det. Kort tids hukommelsen har man, men koncentrationen mindskes. Og så er der det med at finde vej.

Supplerende tekst

1.maj. 1980 eller 81/82.

Det var dejligt vejr. Solen skinnede og bøgen var sprunget ud. Klokken var omkring ti formiddag, og jeg havde sat mig på en bænk. De store demonstrationer var endnu ikke kommet ind i fælledparken, og jeg sad på en bænk, og så på hvordan man stillede boder op og gjorde klar til løjerne. For et imponerende syn er det, når de store demonstrationer anført af faner, fylder fælledparken med hundredetusind mennesker på så kort tid.

Som jeg sidder der, ser jeg der kommer en mand gående. Han var vel midt i trediverne, og han kom gående med en plastikpose. Det lød som om at den var fyldt med flasker. Øl tænkte jeg. Han satte sig ned ved siden af mig. ”Kan du ikke sige mig, hvor kommunisterne holder til,” spurgte han. Hans stemme snøvlende. Han er nok allerede fuld, tænkte jeg. ”Det er vidst derover bag ved,” svarede jeg og pegede. Så spurgte han en gang til som om, at han ikke havde forstået det. Det var dog irriterende tænkte jeg. Og svarede derefter. Så begyndte han at græde. ”Jeg er ikke fuld,” sagde han. ”Jeg har arbejdet med glasfiber uden at der var udluftning. Jeg er hjerneskadet. Det var kommunisterne som kørte sagen for mig.”

Bagefter bebrejdede jeg mig selv. Jeg glemmer aldrig den oplevelse. Kommunisterne var gode til den slags sager. De dumme holdt med arbejdsgiverne, og alle dem der sagde, at det var nogle pive røve, for det betød ingenting med de dampe, og at vi skulle være glade for at arbejde med de nye ting. Sådan var tiden den gang. Dem som ikke ville arbejde med det, blev fyret. De lavede ballade.

Er der stadigvæk unge der sniffer den slags. Og drikke øl. Man kan ikke høre forskel. De opdager det aldrig. Først når i begynder at græde.

(Se Revisor erklæring)